Aanden i Flasken

Der var engang en fattig Skovhugger, som arbejdede fra tidlig Morgen til silde Nat. Da han endelig havde sparet nogle Penge sammen, sagde han til sin Søn: "Du er mit eneste Barn. Jeg vil bruge de Penge, jeg har tjent med min Pandes Sved, paa din Uddannelse.

Hvis du lærer et ærligt Haandværk, kan du forsørge mig i min Alderdom, naar mine Lemmer er blevet stive, og jeg maa blive hjemme." Saa gik Drengen i en høj Skole og studerede flittigt, saa hans Lærere roste ham, og han blev der i lang Tid.

Da han havde gennemgaaet to Klasser, men endnu ikke var fuldkommen i alt, var de faa Penge, Faderen havde tjent, opbrugt, og Drengen maatte vende hjem til ham. "Ak," sagde Faderen bedrøvet, "jeg kan ikke give dig mere, og i disse haarde Tider kan jeg ikke tjene en Skilling mere end det, vi behøver til vort daglige Brød." "Kære Fader," svarede Sønnen, "bekymr Dig ikke om det.

Hvis det er Guds Vilje, vil det gaa mig godt. Jeg skal snart vænne mig til det." Da Faderen vilde gaa ind i Skoven for at tjene Penge ved at hjælpe med at stable og bunke Brænde og ogsaa hugge det, sagde Sønnen: "Jeg vil gaa med Dig og hjælpe Dig." "Nej, min Søn," sagde Faderen, "det vilde blive for haardt for Dig.

Du er ikke vant til haardt Arbejde og vil ikke kunne klare det. Desuden har jeg kun en Økse og ingen Penge tilbage til at købe en anden." "Gaa bare hen til Naboen," svarede Sønnen, "han vil laane Dig sin Økse, indtil jeg har tjent en til mig selv." Saa laante Faderen en Økse af Naboen, og næste Morgen ved Daggry gik de sammen ind i Skoven.

Sønnen hjalp sin Fader og var ganske munter og livlig ved det. Men da Solen stod lige over Hovedet, sagde Faderen: "Vi vil hvile os og spise vor Middag, og saa kan vi arbejde endnu bedre." Sønnen tog sit Brød i Hænderne og sagde: "Hvil Dig bare, Fader, jeg er ikke træt.

Jeg vil gaa lidt omkring i Skoven og lede efter Fuglereder." "Aa, Du Daare," sagde Faderen, "hvorfor vil Du løbe omkring der? Bagefter vil Du være træt og ikke længere kunne løfte din Arm.

Bliv her og sæt Dig ned ved Siden af mig." Men Sønnen gik ind i Skoven, spiste sit Brød, var meget munter og kiggede mellem de grønne Grene for at se, om han kunde finde en Fuglerede nogensteds.

Saa gik han op og ned, indtil han kom til et stort, farligt udseende Egetræ, der var mange hundrede Aar gammelt og saa tykt, at fem Mænd ikke kunde omfavne det. Han stod stille og saa paa det og tænkte: "Mange Fugle maa have bygget deres Rede i det Træ." Da syntes han pludselig, at han hørte en Stemme.

Han lyttede og opdagede, at nogen raabte med en meget dæmpet Stemme: "Lad mig ud! Lad mig ud!" Han saa sig omkring, men kunde intet se. Dog syntes han, at Stemmen kom fra Jorden.

Saa raabte han: "Hvor er Du?" Stemmen svarede: "Jeg er hernede mellem Egetræets Rødder. Lad mig ud! Lad mig ud!"

Den lærde begyndte at løsne Jorden under Træet og søge mellem Rødderne, indtil han til sidst fandt en Glasflaske i en lille Hule.

Han løftede den op og holdt den op mod Lyset, og da saa han et Væsen, formet som en Frø, springe op og ned indeni. "Lad mig ud! Lad mig ud!" raabte den igen, og den lærde, der ikke tænkte sig noget ondt, trak Proppen ud af Flasken.

Straks steg en Aand op fra den og begyndte at vokse, og voksede saa hurtigt, at han i Løbet af faa Øjeblikke stod foran den lærde, en forfærdelig Fyr, saa stor som halvt Træet. "Ved Du," raabte han med en forfærdelig Stemme, "hvad din Belønning er for at lade mig komme ud?" "Nej," svarede den lærde frygtløst, "hvorledes skulde jeg vide det?" "Saa skal jeg sige Dig det," raabte Aanden.

"Jeg maa kvæle Dig for det." "Det skulde Du have sagt mig før," sagde den lærde, "for saa havde jeg ladet Dig blive lukket inde. Men mit Hoved skal staa fast, hvad Du end gør.

Mere end een Person maa raadspørges om det." "Mere Folk her, mere Folk der," sagde Aanden. "Du skal faa den Belønning, Du har fortjent. Tror Du, at jeg var lukket inde der saa længe som en Tjeneste? Nej, det var en Straf for mig. Jeg er den mægtige Mercurius.

Den, der løser mig, maa jeg kvæle." "Sagte," svarede den lærde, "ikke saa hurtigt. Jeg maa først vide, at Du virkelig var lukket inde i den lille Flaske, og at Du er den rette Aand. Hvis Du kan komme ind i den igen, saa vil jeg tro Dig, og Du kan gøre med mig, hvad Du vil." Aanden sagde hovmodigt: "Det er en meget let Sag," og trak sig sammen, gjorde sig saa lille og slank, som han havde været i Begyndelsen, saa han krøb gennem den samme Aabning og lige gennem Flaskens Hals igen.

Saa snart han var indenfor, skød den lærde den Prop, han havde trukket ud, ind i Flasken igen, kastede den blandt Egetræets Rødder paa sin gamle Plads, og Aanden var fanget igen.

Nu vilde den lærde vende tilbage til sin Fader, men Aanden raabte meget jammerligt: "Aa, lad mig ud! Aa, lad mig ud!" "Nej," svarede den lærde, "ikke anden Gang! Den, der engang vilde tage mit Liv, skal ikke blive sat fri af mig, nu da jeg har fanget ham igen." "Hvis Du sætter mig fri," sagde Aanden, "saa vil jeg give Dig saa meget, at Du vil have rigeligt alle dine Dage." "Nej," svarede Drengen, "Du vilde narre mig, som Du gjorde første Gang." "Du kaster din Lykke fra Dig," sagde Aanden.

"Jeg vil ikke gøre Dig noget ondt, men vil rigeligt belønne Dig." Den lærde tænkte: "Jeg vil vove det. Maa ske vil han holde sit Ord, og i hvert Fald skal han ikke faa Overhaand over mig." Saa trak han Proppen ud, og Aanden steg op af Flasken som før, strakte sig ud og blev saa stor som en Kæmpe.

"Nu skal Du have din Belønning," sagde Aanden, og han rakte den lærde en lille Pose som et Stykke Puds, og sagde: "Hvis Du smører den ene Ende af dette paa et Saar, vil det læges, og hvis Du gnider Stål eller Jern med den anden Ende, vil det blive til Sølv." "Det maa jeg prøve," sagde den lærde, og han gik hen til et Træ, rev Barken af med sin Økse og gned den med den ene Ende af Puden.

Straks lukkede Barken sig sammen og var lægt. "Nu er det godt," sagde han til Aanden, "og vi kan skilles." Aanden takkede ham for sin Befrielse, og Drengen takkede Aanden for hans Gave og gik tilbage til sin Fader.

"Hvor har Du løbet omkring?" sagde Faderen. "Hvorfor glemte Du dit Arbejde? Jeg sagde straks, at Du vilde aldrig komme nogen Vegne." "Bekymr Dig ikke, Fader, jeg skal indhente det." "Indhente det, ja," sagde Faderen vredt, "det er ingen stor Kunst." "Se her, Fader, jeg vil snart hugge det Træ der, saa det kløves." Saa tog han sin Pude, gned Øksen med den og gav et vældigt Hug.

Men da Jernet var blevet til Sølv, bøjede Æggen sig. "Hej, Fader, se hvad en daarlig Økse Du gav mig. Den er blevet ganske skæv." Faderen blev forfærdet og sagde: "Ak, hvad har Du gjort?

Nu vil jeg være nødt til at betale for den, og jeg har ikke Pengene, og det er al den Nytte, jeg har haft af dit Arbejde." "Bliv ikke vred," sagde Sønnen, "jeg skal snart betale for Øksen." "Aa, Du Tosse," raabte Faderen, "hvorledes vil Du betale for den?

Du har intet uden det, jeg giver Dig. Det er Studenterkneb, der sidder i dit Hoved, men Du har ingen Forstand paa Skovhugning." Efter en Stund sagde den lærde: "Fader, jeg kan virkelig ikke arbejde mere.

Vi har bedre af at tage en fridag." "Hvad for noget!" svarede Faderen, "Tror Du, at jeg vil sidde med Hænderne i Skødet som Du? Jeg maa fortsætte med at arbejde. Men Du kan gaa hjem." "Fader, jeg er her i denne Skov for første Gang.

Jeg kender ikke Vejen alene. Vær saa venlig at følge med mig." Da hans Vrede nu havde lagt sig, lod Faderen sig endelig overtale og gik hjem med ham. Saa sagde han til Sønnen: "Gaa og sælg din beskadigede Økse, og se, hvad Du kan faa for den, og jeg bliver nødt til at tjene Resten for at betale Naboen." Sønnen tog Øksen og bar den ind til Byen til en Guldsmed.

Guldsmeden prøvede den, lagde den paa Vægtskaalen og sagde: "Den er værd fire hundrede Daler. Jeg har ikke saa meget hos mig." Sønnen sagde: "Giv mig, hvad Du har, og jeg vil laane Dig Resten." Guldsmeden gav ham tre hundrede Daler og blev ham hundrede skyldig.

Saa gik Sønnen hjem og sagde: "Fader, jeg har Pengene. Gaa og spørg Naboen, hvor meget han vil have for Øksen." "Det ved jeg allerede," svarede den Gamle. "Een Daler og seks Groschen." "Saa giv ham to Daler og tolv Groschen, det er det dobbelte og nok.

Se, jeg har rigeligt med Penge," og han gav Faderen hundrede Daler og sagde: "Du skal aldrig lide Nød. Lev saa bekvemt, som Du vil." "Kære Himmelske!" sagde Faderen, "Hvorledes er Du kommet til disse Rigdomme?" Den lærde fortalte da, hvorledes alt var gaaet til, og hvorledes han, idet han stolede paa sin Lykke, havde gjort et saa godt Fangst.

Men med de Penge, der var tilbage, gik han tilbage til den høje Skole og fortsatte med at lære, og da han kunde læge alle Saar med sin Pude, blev han den berømteste Læge i hele Verden.