David og Goliat

David så nøje på stenene i sin hånd. Hans slynge hang fra hans arm, og hans taske var ved hans side. Hvad var det, han var i færd med at gøre med disse sten? Og hvem var den høje mand i rustning, som spankulerede omkring med så langt et spyd i hånden?

To hære stod klar til kamp. Det var israelitternes og filistrenes hære. Israelitternes lejr var på den ene bakke, og filistrenes lejr på den anden, med en dal imellem dem. I fyrre dage havde disse hære stået over for hinanden, men slaget var endnu ikke begyndt. Filistrene havde en kæmpe af stor højde og styrke, dækket af rustning, som kom ud hver dag og udfordrede israelitterne til at sende en mand til at kæmpe mod ham. Men ingen mand i israelitternes hær vovede at kæmpe mod Goliat, filistrenes mester.

Imens havde Isaj sendt David til israelitternes lejr for at se til hans brødre. David hørte, hvad kæmpen sagde, og tilbød at gå ud imod ham. Saul fik at vide om Davids tilbud og sendte bud efter ham. Saul sagde til David, at han ikke var i stand til at kæmpe mod kæmpen, men David svarede frimodigt: "Herren, som frelste mig fra løvens og bjørnens kløer, vil frelse mig fra denne filisters hånd." David stolede ikke på sin egen styrke, men på Gud. Så sagde Saul: "Gå, og Herren være med dig."

David gik ned til bækken og valgte fem glatte sten. Han lagde dem i sin hyrdetaske, tog sin slynge og nærmede sig filisteren. Goliat hånede ham, men David sagde: "Du kommer imod mig med sværd og spyd, men jeg kommer i Herrens navn."

Han slyngede en af stenene og ramte Goliat i panden, og kæmpen faldt med ansigtet mod jorden. Så løb David hen og stod over ham, og med Goliats eget sværd huggede han hans hoved af. Således gjorde Gud det muligt for denne unge hyrde at overvinde den filistriske kæmpe og fælde ham med en slynge og en sten.