De To Rejsende

Høje og dale mødes ikke, men mennesker gør, både gode og onde. Sådan mødtes engang en skomager og en skrædder på deres rejser. Skrædderen var en smuk lille fyr, der altid var munter og fuld af sjov. Han så skomageren komme fra den anden side, og da han lagde mærke til ved hans taske, hvilken slags handel han havde, sang han en lille drillesang:

"Sy mig sømmen, Træk mig tråden, Smør det med beg, Slå sømmet i hovedet."

Skomageren kunne ikke tage en spøg. Han lavede et surt ansigt, som om han havde drukket eddike, og så ud, som om han kunne gribe fat i skrædderens hals. Men den lille skrædder lo, rakte ham sin flaske og sagde: "Der er ingen skade ment.

Tag en tår og sluk din vrede." Skomageren tog en god slurk, og stormen i hans ansigt begyndte at klare op. Han gav flasken tilbage og sagde: "Jeg talte høfligt til dig. Man taler godt efter megen drikken, men ikke efter megen tørst.

Skal vi rejse sammen?" "Ja," svarede skrædderen, "hvis det passer dig at tage til en stor by, hvor der er rigeligt med arbejde." "Det er netop, hvor jeg vil hen," sagde skomageren.

"I en lille rede er der intet at tjene, og på landet går folk gerne barfodet." Så rejste de sammen, altid sættende den ene fod foran den anden som en væsel i sneen.

Begge havde rigeligt med tid, men lidt at spise. Da de nåede en by, gik de rundt og hilste på håndværkerne. Fordi skrædderen så livlig og munter ud og havde så pæne røde kinder, gav alle ham arbejde med glæde, og når heldet var godt, gav mesterens døtre ham endda et kys under porten.

Når han mødtes med skomageren, havde skrædderen altid mest i sin bylt. Den surmulede skomager lavede et surt ansigt og tænkte: "Jo større skurk, jo mere held." Men skrædderen lo og sang og delte alt, hvad han fik, med sin kammerat.

Hvis et par mønter klirrede i hans lommer, bestilte han godt humør og tromlede på bordet i sin glæde, indtil glassene dansede. For ham var det let kommer, let går.

Efter at have rejst et stykke tid, kom de til en stor skov, som vejen til hovedstaden gik igennem. To stier førte gennem den, den ene en syv dages rejse og den anden kun to, men ingen af rejsende vidste, hvilken der var den kortere.

De satte sig under et egetræ og diskuterede, hvor længe de skulle forsyne sig med brød. Skomageren sagde: "Man skal se sig for, før man springer. Jeg tager brød til en uge." "Hvad!" sagde skrædderen.

"Slæbe brød i syv dage på min ryg som et lastdyr og ikke kunne se mig omkring? Jeg stoler på Gud og bekymrer mig ikke om noget! Penge i min lomme er lige så gode om sommeren som om vinteren, men i varmt vejr bliver brødet tørt og muggent.

Desuden, hvorfor skulle vi ikke finde den rigtige vej? Brød til to dage er nok." Så købte hver sit brød, og derefter prøvede de lykken i skoven.

Det var så stille som i en kirke. Ingen vind rørte sig, ingen bæk mumlede, ingen fugl sang, og ingen solstråle tvang sig vej gennem de tætte blade. Skomageren sagde ikke et ord; det tunge brød tyngede hans ryg, indtil sveden strømmede ned ad hans dystre ansigt. Skrædderen derimod var ganske munter. Han sprang omkring, fløjtede på et blad eller sang en sang og tænkte ved sig selv: "Gud i himlen må være glad for at se mig så lykkelig."

Dette varede to dage, men på den tredje dag sluttede skoven stadig ikke, og skrædderen havde spist alt sit brød. Hans hjerte sank, men han mistede ikke modet. Han stolede på Gud og sin lykke.

På den tredje aften lagde han sig sulten under et træ og rejste sig igen næste morgen stadig sulten. Den fjerde dag gik på samme måde. Da skomageren sad på et væltet træ og spiste sin middag, kunne skrædderen kun se på.

Hvis han tiggede om et lille stykke brød, lo skomageren hånligt og sagde: "Du var altid så munter; nu kan du prøve, hvad det vil sige at være bedrøvet. De fugle, der synger for tidligt om morgenen, bliver ramt af høgen om aftenen." Kort sagt, han var ubarmhjertig.

På den femte morgen kunne den stakkels skrædder ikke længere stå op. Han kunne knap tale af svaghed; hans kinder var hvide, og hans øjne røde. Så sagde skomageren: "Jeg vil give dig et stykke brød i dag, men til gengæld vil jeg stikke dit højre øje ud." Den ulykkelige skrædder, som stadig ønskede at redde sit liv, kunne ikke gøre andet.

Han græd med begge øjne, rakte dem derefter frem, og skomageren, som havde et hjerte af sten, skar hans højre øje ud med en skarp kniv. Skrædderen huskede, hvad hans mor engang havde sagt, da han havde spist hemmeligt i spisekammeret: "Spis, hvad du kan, og lid, hvad du må." Efter at have spist det dyrt købte brød, kom han igen på benene, glemte sin elendighed og trøstede sig med tanken om, at han stadig kunne se nok med det ene øje.

Men på den sjette dag nagede sulten ham igen. Om aftenen faldt han ned ved et træ. På den syvende morgen kunne han ikke løfte sig op af mathed, og døden var nær.

Så sagde skomageren: "Jeg vil vise barmhjertighed og give dig brød endnu en gang, men ikke for ingenting. Jeg vil stikke dit andet øje ud for det." Nu følte skrædderen, hvor tankeløst hans liv havde været.

Han bad Gud om tilgivelse og sagde: "Gør, hvad du vil; jeg vil bære, hvad jeg må. Men husk, at vor Herre Gud ikke altid ser passivt til, og at der vil komme en time, hvor den onde gerning, du har gjort mod mig, som jeg ikke har fortjent, vil blive betalt tilbage.

Da tiderne var gode, delte jeg, hvad jeg havde, med dig. Mit håndværk kræver, at hver søm skal være nøjagtig som den anden. Hvis jeg ikke længere har mine øjne og ikke kan sy, må jeg gå og tigge.

Lad mig i det mindste ikke blive efterladt her alene, når jeg er blind, ellers dør jeg af sult." Men skomageren, som havde drevet Gud ud af sit hjerte, tog kniven og skar hans venstre øje ud.

Så gav han ham et stykke brød at spise, rakte ham en stok og førte ham bag sig.

Da solen gik ned, kom de ud af skoven, og foran dem i det åbne land stod galgen. Skomageren førte den blinde skrædder derhen, forlod ham derefter alene og gik sin vej. Træthed, smerte og sult fik den elendige mand til at falde i søvn, og han sov hele natten.

Da dagen gryede, vågnede han, men vidste ikke, hvor han lå. To stakkels syndere hang på galgen, og en krage sad på hovedet af hver. Så begyndte en af de hængte mænd at tale: "Broder, er du vågen?" "Ja, jeg er vågen," svarede den anden.

"Så vil jeg fortælle dig noget," sagde den første. "Duggen, der er faldet på os fra galgen i nat, giver enhver, der vasker sig med den, deres øjne igen. Hvis blinde mennesker bare vidste dette, hvor mange ville så få deres syn tilbage, som ikke tror det er muligt!"

Da skrædderen hørte dette, tog han sit lommetørklæde, pressede det mod græsset, indtil det var vådt af dug, og vaskede sine øjenhuler med det. Straks gik det, som manden på galgen havde sagt, i opfyldelse, og et par sunde nye øjne fyldte hulerne.

Før længe så skrædderen solen stå op bag bjergene. I sletten foran ham lå den store kongelige by med sine pragtfulde porte og hundrede tårne, og de gyldne kugler og kors på spirerne begyndte at skinne.

Han kunne skelne hvert blad på træerne, så fuglene flyve forbi og myggene danse i luften. Han tog en nål op af lommen, og da han kunne tråde den lige så godt som nogensinde, dansede hans hjerte af glæde.

Han kastede sig på knæ, takkede Gud for den barmhjertighed, der var vist ham, og bad sin morgenbøn. Han glemte ikke at bede for de stakkels syndere, der hang der og svingede mod hinanden i vinden som pendulure.

Så tog han sin bylt på ryggen, glemte snart den smerte, han havde udstået, og gik videre syngende og fløjtende.

Det første, han mødte, var et brunt føl, der løb omkring i markerne. Han greb det i manken og ville springe op på det og ride ind i byen. Men føllet bad om at blive sat fri. "Jeg er stadig for ung," sagde det.

"Selv en let skrædder som dig ville knække min ryg i to. Lad mig gå, indtil jeg er blevet stærk. Der kan komme en tid, hvor jeg kan belønne dig." "Løb af sted," sagde skrædderen. "Jeg kan se, du stadig er et skør hoved." Han gav det et let slag på ryggen med en pisk.

Føllet sparkede ud med bagbenene af glæde, sprang over hække og grøfter og galopperede væk ud i det åbne landskab.

Men den lille skrædder havde ikke spist noget siden dagen før. "Solen fylder mine øjne," sagde han, "men brød fylder ikke min mund. Det første, der kommer i min vej, som er nogenlunde spiseligt, må lide." Lige da trådte en stork højtideligt hen over engen mod ham.

"Holdt, holdt!" råbte skrædderen og greb den i benet. "Jeg ved ikke, om du er god at spise, men min sult giver mig intet valg. Jeg må skære dit hoved af og stege dig." "Gør ikke det," svarede storken.

"Jeg er en hellig fugl, der bringer menneskeheden stor fordel, og ingen gør mig fortræd. Lad mig beholde mit liv, og jeg kan gøre dig godt på en anden måde." "Nå, af sted med dig, fætter Langben," sagde skrædderen. Storken rejste sig, lod sine lange ben hænge ned og fløj sagte væk.

"Hvad skal der blive af dette?" sagde skrædderen til sig selv. "Min sult vokser, og min mave bliver tømmere. Hvad der end kommer i min vej nu, er fortabt." I det øjeblik så han et par unge ænder svømme på en dam.

"Du kommer lige i rette øjeblik," sagde han og greb en af dem, klar til at vride halsen om på den. Så begyndte en gammel and, gemt mellem rørene, at skrige højt og svømmede mod ham med åbent næb, idet hun bønfaldt ham indtrængende om at skåne hendes kære børn.

"Kan du ikke forestille dig," sagde hun, "hvordan din mor ville sørge, hvis nogen ville føre dig bort og give dig dit nådesstød?" "Vær bare stille," sagde den godmodige skrædder. "Du skal beholde dine børn." Og han lagde fangen tilbage i vandet.

Da han vendte sig om, stod han foran et gammelt hult træ og så nogle vilde bier flyve ind og ud. "Der vil jeg finde belønningen for min gode gerning," sagde skrædderen. "Honningen vil forfriske mig." Men bidronningen kom ud, truede ham og sagde: "Hvis du rører mit folk og ødelægger min rede, vil vores brodde gennembore din hud som ti tusind rødglødende nåle. Men hvis du lader os være i fred og går din vej, vil vi gøre dig en tjeneste en anden gang."

Den lille skrædder så, at der heller ikke var noget at gøre her. "Tre retter tomme og intet på den fjerde er en dårlig middag!" Han slæbte sig med sin udsultede mave ind i byen. Da det netop slog tolv, var alt kogt og klar til ham på kroen, og han satte sig straks til middag.

Da han var mæt, sagde han: "Nu vil jeg begynde at arbejde." Han gik rundt i byen, søgte en mester og fandt snart en god stilling. Fordi han havde lært sit håndværk grundigt, varede det ikke længe, før han blev berømt.

Alle ønskede at få deres nye frakke lavet af den lille skrædder, hvis betydning voksede dagligt. "Jeg kan ikke komme længere i dygtighed," sagde han, "og dog bliver tingene bedre hver dag." Til sidst udnævnte kongen ham til hofskrædder.

Men hvordan tingene sker i verden! På den samme dag blev hans tidligere kammerat skomageren også hofskomager. Da skomageren så skrædderen og lagde mærke til, at han igen havde to sunde øjne, plagede hans samvittighed ham.

"Før han tager hævn over mig," tænkte han, "må jeg grave en grav for ham." Men den, der graver en grav for en anden, falder selv i den. Om aftenen, da arbejdet var færdigt, og det var blevet mørkt, listede han til kongen og sagde: "Herre konge, skrædderen er en hovmodig fyr og har pralet med, at han vil skaffe den gyldne krone tilbage, der blev tabt for længe siden." "Det ville glæde mig meget," sagde kongen, og han fik skrædderen bragt for sig næste morgen og beordrede ham til at skaffe kronen tilbage eller forlade byen for evigt.

"Oho!" tænkte skrædderen. "En skurk giver mere, end han har. Hvis den surmulede konge vil have mig til at gøre, hvad ingen kan, vil jeg ikke vente til morgen, men forlade byen i dag." Han pakkede sin bylt, men da han var uden for porten, kunne han ikke lade være med at føle sorg over at opgive sin gode lykke og vende ryggen til byen, hvor tingene var gået så godt.

Han kom til dammen, hvor han havde mødt ænderne. Lige da sad den gamle and, hvis unger han havde skånet, der ved bredden og glattede sine fjer med næbbet. Hun genkendte ham straks og spurgte, hvorfor han hang med hovedet.

"Du vil ikke blive overrasket, når du hører, hvad der er sket med mig," svarede skrædderen og fortalte hende sin historie. "Hvis det er alt," sagde anden, "kan vi hjælpe dig. Kronen faldt i vandet og ligger på bunden. Vi vil snart hente den op for dig.

I mellemtiden skal du bare brede dit lommetørklæde ud på bredden." Hun dykkede ned med sine tolv ællinger, og om fem minutter kom hun op igen med kronen hvilende på sine vinger. De tolv ællinger svømmede rundt og lagde deres næb under den for at hjælpe med at bære den.

De svømmede til bredden og placerede kronen på lommetørklædet. Ingen kan forestille sig, hvor pragtfuld den var; da solen skinnede på den, glitrede den som hundrede tusind rubiner. Skrædderen bandt sit lommetørklæde sammen i de fire hjørner og bar det til kongen, som var fuld af glæde og lagde en guldkæde om skrædderens hals.

Da skomageren så, at det første trick havde fejlet, tænkte han på et andet og gik til kongen. "Herre konge," sagde han, "skrædderen er blevet uforskammet igen. Han praler med, at han vil kopiere hele det kongelige palads i voks, med alt i det, løst eller fast, inden og uden." Kongen sendte bud efter skrædderen og beordrede ham til at kopiere hele det kongelige palads i voks, med alt, der hørte til det, bevægeligt eller ubevægeligt, inden for og uden for. Hvis han ikke lykkedes, eller hvis selv et søm på væggen manglede, ville han blive fængslet på livstid under jorden.

Skrædderen tænkte: "Det bliver værre og værre! Ingen kan udholde det!" Han kastede sin bylt på ryggen og gik ud. Da han kom til det hule træ, satte han sig og hang med hovedet.

Bierne kom flyvende ud, og bidronningen spurgte, om han havde en stiv nakke, siden han holdt sit hoved så skævt. "Ak, nej," svarede skrædderen. "Noget helt andet tynger mig." Han fortalte hende, hvad kongen havde krævet.

Bierne begyndte at summe og brumme indbyrdes, og bidronningen sagde: "Gå bare hjem igen. Kom tilbage i morgen på denne tid og tag et stort lagen med dig. Så vil alt være godt." Så gik han tilbage.

Bierne fløj til det kongelige palads, lige ind gennem de åbne vinduer, krøb rundt i hvert hjørne og inspicerede alt omhyggeligt. Derefter skyndte de sig tilbage og modellerede paladset i voks med sådan en hast, at enhver, der så på, ville have troet, at det voksede for øjnene af dem. Om aftenen var alt klar.

Da skrædderen kom næste morgen, var hele den pragtfulde bygning der, ikke et søm på væggen eller en tagsten manglede. Den var sart, hvid som sne og duftede sødt som honning.

Skrædderen pakkede den forsigtigt ind i sit klæde og tog den til kongen, som ikke kunne beundre den nok. Han placerede den i sin største sal og gav skrædderen et stort stenhus til gengæld.

Skomageren gav dog ikke op. Han gik en tredje gang til kongen og sagde: "Herre konge, det er nået skrædderens ører, at der ikke springer vand op i slotsgården, og han har pralet med, at han vil få vand til at stige midt i gården til en mands højde, klart som krystal." Så beordrede kongen skrædderen bragt for sig og sagde: "Hvis en strøm af vand ikke stiger i min gård i morgen, som du har lovet, skal bødlen gøre dig kortere ved hovedet lige der." Den stakkels skrædder brugte ikke lang tid på at tænke.

Han skyndte sig ud til porten, og fordi det denne gang var et spørgsmål om liv og død, rullede tårer ned ad hans ansigt. Da han gik af sted fuld af sorg, kom føllet, han havde sat fri, nu en smuk kastanjebrun hest, springende mod ham.

"Tiden er kommet," sagde det, "hvor jeg kan betale dig tilbage for din gode gerning. Jeg ved, hvad du har brug for. Stig op på mig; min ryg kan bære to som dig." Skrædderens mod vendte tilbage. Han sprang op i et enkelt spring, og hesten gik i fuld fart ind i byen, lige til slotsgården.

Den galopperede som lynet tre gange rundt, og tredje gang faldt den voldsomt ned. I samme øjeblik lød et forfærdeligt tordenbrag. Et stykke jord midt i gården sprang op i luften som en kanonkugle og over slottet, og lige efter steg en stråle af vand så højt som en mand til hest.

Vandet var så rent som krystal, og solstrålerne dansede på det. Da kongen så dette, rejste han sig i forbløffelse, gik hen og omfavnede skrædderen i alles påsyn.

Men gode tider varede ikke længe. Kongen havde mange døtre, hver smukkere end den sidste, men ingen søn. Så gik den ondsindede skomager til kongen en fjerde gang og sagde: "Herre konge, skrædderen har ikke opgivet sin hovmodighed.

Han har nu pralet med, at hvis han ville, kunne han bringe dig en søn gennem luften." Kongen befalede skrædderen at blive tilkaldt og sagde: "Hvis du bringer mig en søn inden ni dage, skal du have min ældste datter som din hustru." "Belønningen er sandelig stor," tænkte den lille skrædder.

"Man ville gerne gøre noget for det, men kirsebærrene hænger for højt for mig. Hvis jeg klatrer op efter dem, vil grenen knække, og jeg vil falde."

Han gik hjem, satte sig med benene over kors på sit arbejdsbord og tænkte over, hvad han skulle gøre. "Det kan ikke lade sig gøre," råbte han til sidst. "Jeg vil tage af sted. Jeg kan trods alt ikke leve i fred her." Han bandt sin bylt og skyndte sig til porten.

Da han nåede engen, så han sin gamle ven storken gå frem og tilbage som en filosof. Sommetider stod han stille, så nøje på en frø og slugte den til sidst. Storken kom op og hilste på ham. "Jeg kan se," begyndte storken, "at du har din pakke på ryggen.

Hvorfor forlader du byen?" Skrædderen fortalte ham, hvad kongen havde krævet, og hvordan han ikke kunne gøre det, idet han beklagede sin ulykke. "Lad ikke dit hår blive gråt over det," sagde storken. "Jeg vil hjælpe dig ud af din vanskelighed.

I lang tid nu har jeg båret babyer i svøb ind i byen. Så for en gangs skyld kan jeg hente en lille prins fra brønden. Gå hjem og vær rolig. Om ni dage skal du komme til det kongelige palads, og jeg vil være der." Den lille skrædder gik hjem, og på det aftalte tidspunkt var han på slottet.

Før længe kom storken flyvende og bankede på vinduet. Skrædderen åbnede det, og fætter Langben kom forsigtigt ind og gik med højtidelige skridt over det glatte marmorgulv. Han havde en baby i næbbet, der var så dejlig som en engel, og som rakte sine små hænder ud mod dronningen.

Storken lagde den i hendes skød. Hun kærtegnede den, kyssede den og var ude af sig selv af glæde. Før storken fløj væk, tog han sin rejsetaske af ryggen og rakte den til dronningen.

I den var der små papirpakker med farverige slik, og de blev delt ud blandt de små prinsesser. Den ældste fik dog ingen af dem, men fik den muntre skrædder som ægtemand. "Det forekommer mig," sagde han, "som om jeg har vundet den højeste præmie. Min mor havde ret trods alt.

Hun sagde altid, at den, der stoler på Gud og har god lykke, aldrig kan fejle."

Skomageren måtte lave skoene, som den lille skrædder dansede i ved bryllupsfesten. Derefter blev han beordret til at forlade byen for evigt. Vejen til skoven førte ham til galgen. Udmattet af vrede, raseri og dagens varme kastede han sig ned. Da han lukkede øjnene og var ved at sove, fløj de to krager ned fra de hængte mænds hoveder og peb hans øjne ud. I sin vanvid løb han ind i skoven og må være død der af sult, for ingen så eller hørte nogensinde til ham igen.