Den ærlige skilling

Der var engang en fattig kone, som boede i en faldefærdig hytte langt inde i skoven. Lidt havde hun at spise, og slet intet at brænde, og derfor sendte hun en lille dreng, hun havde, ud i skoven for at samle brænde. Han løb og sprang, og sprang og løb for at holde sig varm, for det var en kold, grå efterårsdag, og hver gang han fandt en gren eller en rod til sit brænde, måtte han slå armene om brystet, for hans næver var så røde som tyttebærrene, han gik over, for de var så kolde. Så da han havde fået sit brænde og var på vej hjem, kom han til en stubmark på skråningen, og der så han en hvid, skæv sten.

"Ak! din stakkels gamle sten," sagde drengen; "hvor du er hvid og bleg! Jeg vil vædde på, at du er frosset ihjel;" og med det tog han sin trøje af og lagde den på stenen. Så da han kom hjem med sit brænde, spurgte hans mor, hvad det skulle betyde, at han gik rundt i vintervejr i skjorteærmer. Så fortalte han hende, hvordan han havde set en gammel skæv sten, som var helt hvid og bleg af frost, og hvordan han havde givet den sin trøje.

"Sikken en idiot du er!" sagde hans mor; "tror du, en sten kan fryse? Men selv om den frøs, så den rystede, så vid dette—enhver er sig selv nærmest. Det koster nok i forvejen at få tøj på kroppen, uden at du skal gå og hænge det på sten i rydningerne," og som hun sagde det, jog hun drengen ud af huset for at hente hans trøje.

Så da han kom derhen, hvor stenen stod, se! da havde den vendt sig og løftet sig op på den ene side fra jorden. "Ja! ja! det er siden du fik trøjen, din stakkels gamle ting," sagde drengen.

Men da han så lidt nærmere på stenen, så han en pengekasse fuld af blanke sølvmønter under den.

"Dette er stjålne penge, ingen tvivl," tænkte drengen; "ingen lægger ærligt tjente penge under en sten inde i skoven."

Så tog han pengekassen og bar den ned til en lille sø i nærheden og kastede hele skatten ud i søen; men én sølvskilling flød ovenpå vandet. "Ak! ak! den er ærlig," sagde drengen; "for det, som er ærligt, synker aldrig."

Så tog han sølvskillingen og gik hjem med den og sin trøje. Så fortalte han sin mor, hvordan det hele var gået, hvordan stenen havde vendt sig, og hvordan han havde fundet en pengekasse fuld af sølvpenge, som han havde kastet ud i søen, fordi det var stjålne penge, og hvordan én sølvskilling flød ovenpå.

"Den tog jeg," sagde drengen, "fordi den var ærlig."

"Du er født som en idiot," sagde hans mor, for hun var meget vred; "var der intet andet ærligt end det, som flyder på vandet, så ville der ikke være meget ærlighed i verden. Og selv om pengene var stjålet ti gange, så havde du dog fundet dem; og jeg siger dig igen, hvad jeg sagde dig før, enhver er sig selv nærmest. Havde du bare taget de penge, kunne vi have levet godt og lykkeligt alle vore dage. Men en uduelig er du, og en uduelig vil du blive, og nu vil jeg ikke længere slæbe og slide for dig. Begiv dig ud i verden og tjen dit eget brød."

Så måtte drengen ud i den vide verden, og han gik både langt og længe for at søge en plads. Men hvor han end kom, syntes folk, at han var for lille og svag, og sagde, at de ikke kunne bruge ham til noget. Til sidst kom han til en købmand, og der fik han lov til at være i køkkenet og bære ind ved og vand til kokken. Nå, efter at han havde været der i lang tid, skulle købmanden rejse til fremmede lande, og så spurgte han alle sine tjenere, hvad han skulle købe og bringe hjem til hver af dem. Så da alle havde sagt, hvad de ville have, kom turen til køkkendrengen, som bar ind ved og vand til kokken. Så holdt han frem sin skilling.

"Nå, hvad skal jeg købe for denne?" spurgte købmanden; "der vil ikke gå megen tid med denne handel."

"Køb, hvad jeg kan få for den. Den er ærlig, det ved jeg," sagde drengen.

Det lovede hans herre at gøre, og så sejlede han af sted.

Så da købmanden havde læsset sin skib af og læsset det igen i fremmede lande, og købt, hvad han havde lovet sine tjenere at købe, kom han ned til sit skib og var lige ved at støde fra kajen. Så kom det pludselig i hans tanker, at køkkendrengen havde sendt en sølvskilling med ham, at han skulle købe noget for ham.

"Skal jeg gå hele vejen tilbage til byen for en sølvskillings skyld? Man ville da have lille gevinst ved at tage sådan en tigger i sit hus," tænkte købmanden.

Lige da kom en gammel kone gående forbi med en sæk på ryggen.

"Hvad har du i din sæk, moder?" spurgte købmanden.

"Åh! intet andet end en kat. Jeg kan ikke føde den længere, så jeg tænkte, jeg ville kaste den i havet og skille mig af med den," svarede konen.

Så sagde købmanden til sig selv: "Sagde ikke drengen, at jeg skulle købe, hvad jeg kunne få for hans skilling?" Så spurgte han den gamle kone, om hun ville tage fire skilling for sin kat. Ja! kællingen var ikke sen til at sige "givet," og så var handelen snart sluttet.

Nu da købmanden havde sejlet et stykke, faldt der frygteligt vejr på ham, og sådan en storm, der var intet andet at gøre end at drive og drive, indtil han ikke vidste, hvor han var henne. Til sidst kom han til et land, hvor han aldrig før havde sat sin fod, og så gik han op i byen.

På kroen, hvor han tog ind, var bordet dækket med en kæp for hver mand, som sad ved det. Købmanden syntes, det var meget mærkeligt, for han kunne slet ikke forstå, hvad de skulle med alle disse kæppe; men han satte sig ned og tænkte, at han ville holde godt øje med, hvad de andre gjorde, og gøre som dem. Nå! så snart kødet blev sat på bordet, så han nok, hvad kæppene skulle betyde; for der vrimlede mus frem i tusindvis, og hver eneste, som sad ved bordet, måtte tage sin kæp og slå og daske omkring sig, og intet andet kunne høres end ét kæp-slag hårdere end det, som gik forud. Somme tider piskede de hinanden i ansigtet og gav sig lige tid til at sige: "Undskyld," og så i gang igen.

"Svært arbejde at spise middag i dette land!" sagde købmanden. "Men holder folk ikke katte her?"

"Katte?" spurgte de alle, for de vidste ikke, hvad katte var.

Så sendte købmanden bud efter den kat, han havde købt for køkkendrengen, og så snart katten kom op på bordet, løb musene af sted til deres huller, og folkene havde aldrig i mands minde haft sådan ro ved deres mad.

Så tryglede og bad de købmanden om at sælge dem katten, og til sidst, efter lang, lang tid, lovede han at lade dem få den; men han ville have hundrede daler for den; og den sum gav de og tak til.

Så sejlede købmanden af sted igen; men han havde knap fået godt sørum, før han så katten sidde oppe i stormastens top, og pludselig igen kom der dårligt vejr og en storm værre end den første, og han drev og drev, indtil han kom til et land, hvor han aldrig havde været før. Købmanden gik op til en kro, og her var bordet også dækket med kæppe; men de var meget større og længere end de første. Og for at sige sandheden, så havde de også brug for det; for her var musene mange flere, og hver mus var dobbelt så stor som dem, han før havde set.

Så solgte han katten igen, og denne gang fik han to hundrede daler for den, og det uden nogen prutten.

Så da han havde sejlet fra det land og var kommet et stykke ud på havet, der sad Mis igen i mastetoppen; og det dårlige vejr begyndte straks igen, og enden på det var, at han igen blev drevet til et land, hvor han aldrig havde været før.

Han gik i land, op til byen, og tog ind på en kro. Der var bordet også dækket med kæppe, men hver kæp var halvanden alen lang og så tyk som en lille kost; og folkene sagde, at det at sidde til bords var den hårdeste prøvelse, de havde, for der var tusindvis af store, grimme rotter, så det var kun med stor møje og besvær, man kunne få en bid i munden, så hårdt arbejde var det at holde rotterne væk. Så måtte katten hentes op fra skibet endnu en gang, og så fik folkene deres mad i fred. Så bad og tryglede de alle købmanden for himlens skyld om at sælge dem sin kat. I lang tid sagde han "Nej;" men til sidst gav han sit ord til at tage tre hundrede daler for den. Den sum betalte de straks, og takkede og velsignede ham for det til overflod.

Nu, da købmanden kom ud på havet, faldt han i tanker om, hvor meget drengen havde tjent på den skilling, han havde sendt ud med ham.

"Ja, ja, noget af pengene skal han have," sagde købmanden til sig selv; "men ikke alle. Det er mig, han har at takke for den kat, jeg købte; og desuden er enhver sig selv nærmest."

Men så snart købmanden tænkte dette, opstod der sådan en storm og blæst, at enhver troede, at skibet måtte forlise. Så så købmanden, at der ingen hjælp var, og han måtte love, at drengen skulle have hver eneste skilling; og ikke før havde han aflagt dette løfte, før vejret blev godt, og han fik en god medvind hjem.

Så da han kom i land, gav han drengen de seks hundrede daler og sin datter desuden; for nu var den lille køkkendreng lige så rig som sin herre, købmanden, og endda rigere; og derefter levede drengen alle sine dage i munterhed og glæde; og han sendte bud efter sin mor og behandlede hende lige så godt som eller bedre end sig selv; for, sagde drengen, "jeg tror ikke, at enhver er sig selv nærmest."